Julius Cæsar

--> | dødsted = | dødsmåde = | dødsårsag = | dræbt af = | bopæl = | gravsted = | statsborgerskab = | sprog = | religion = Romersk religion | politik = | far = | mor = | søskende = | ægtefælle = Cornelia (83 f.v.t - 69 f.v.t)
Pompeia (67 f.v.t - 61 f.v.t)
Calpurnia (59 f.v.t - 44 f.v.t) | partner = Kleopatra | børn = Julia
Cæsarion
Augustus (Adoptivsøn) | uddannelsessted = | kendt_for = | medlem = Første Triumvirat | beskæftigelse = | (61–60 f.Kr.) | Konsul | (59 f.Kr.) | Prokonsul | (58–49 f.Kr.) | Diktator | (49–44 f.Kr.) | Konsul | (48, 46–44 f.Kr.) | ''Dictator perpetuo'' | (44 f.Kr.) }} | beskrevet = | webside = | signatur = | signaturstørrelse = | andet = | noter = | hæder = }}

Gajus Julius Cæsar (klassisk latinsk udtale: [ˈgaːius ˈjuːlius ˈkaisar]; født 12. juli 100 f.Kr., død 15. marts 44 f.Kr.) var en romersk feltherre og statsmand, der levede i den sene Romerske Republik. Han var en del af det Første Triumvirat, hvorigennem det lykkedes ham at gennemføre forskellige reformer samt sikre sig stor politisk magt i Rom. Cæsar var fra 58 f.Kr. guvernør over bl.a. de galliske provinser (det Cis- og Transalpine Gallien), og det var derfor ham, der ledte de romerske hære til sejr under Gallerkrigene (58 – 51 f.Kr.). I januar 49 f.Kr. krydsede han Rubicon-floden med en enkelt legion, hvilket indledte en borgerkrig i den Romerske Republik. Cæsar vandt denne borgerkrig og besejrede bl.a. sin politiske rival Pompejus. Cæsar blev i 49 f.Kr. udpeget diktator, hvilket var et embede, som han løbende fik forlænget, frem til han blev myrdet i 44 f.Kr. Han spillede en afgørende rolle i de begivenheder, der ledte til den Romerske Republiks fald og dannelsen af det Romerske Kejserrige.

I 60 f.Kr. dannede Cæsar, Crassus og Pompejus det Første Triumvirat, som var en uformel politisk alliance, der dominerede romersk politik i mange år. Deres forsøg på at koncentrere den politiske magt blev imidlertid udfordret af mange i Senatet, herunder særligt Cato den Yngre med (mere uformel) støtte fra Cicero. Cæsar voksede til at blive en af de mest magtfulde politikere og personer i den Romerske Republik. Han opnåede sin politiske magt gennem en kombination af sine stærke politiske og militære færdigheder. Cæsar var således en dygtig taler og retoriker, der samtidig var en dygtig militær leder, som ledte sine hære til utallige sejre og territorielle erobringer.

Igennem en række militære sejre under Gallerkrigene – der blev afsluttet i 51 f.Kr. – lykkedes det ham at udvidede det romerske territorium betragteligt (til Atlanterhavskysten i vest og nutidens Belgien i nord). I løbet af denne tid invaderede han ligeledes Britannien og byggede en bro over floden Rhinen. Disse bedrifter samt støtten fra hans erfarne hær truede Pompejus' politiske magt tilbage i Rom. Selvom Pompejus og Cæsar tidligere havde været politisk allierede, var denne alliance gradvist brudt sammen i løbet af 50'erne f.Kr. Pompejus havde i stedet opbygget sin politiske magt i Rom ved at genoprette sin forbindelse til det mere konservative og anti-Cæsarianske Senat. Med Gallerkrigene afsluttet beordrede Senatet Cæsar til at træde tilbage fra sin militære kommando og vende tilbage til Rom. I 49 f.Kr. trodsede Cæsar Senatets autoritet ved at krydse Rubicon-floden (som markerede grænsen mellem den romerske provins Cisalpine Gallien og romersk Italien) og marchere mod Rom i spidsen for en hær bestående af en enkel legion. Dette indledte Cæsars borgerkrig, som han endte med at vinde, hvilket efterlod ham i en position med næsten uudfordret magt og indflydelse i 45 f.Kr.

Efter at have overtaget magten i Rom vedtog Cæsar en række sociale og politiske reformer, herunder indførelsen af den julianske kalender. Han gav statsborgerskab til mange beboere i fjerne regioner af den Romerske Republik. Han iværksatte jordreformer for at støtte sine veteraner og indledte et enormt byggeprogram. I starten af 44 f.Kr. blev han udråbt til "diktator for livstid" (''dictator perpetuo''). Frygtende for hans magt og dominerende politiske position i Rom besluttede en gruppe senatorer – ledet af bl.a. Brutus og Cassius – at konspirere om at myrde Cæsar på Idus Martiae (den 15. marts) 44 f.Kr. En ny serie af borgerkrige udbrød herefter, og den forfatningsbestemte regering i republikken blev aldrig fuldt genoprettet. Cæsars grandnevø og adoptivsøn Octavian – senere kendt som Augustus – vandt den efterfølgende magtkamp og borgerkrig, hvilket i sidste ende afstedkom, at han ''de facto'' blev enehersker. Octavian gik efterfølgende i gang med at styrke og koncentrere sin magtposition, hvilket markerede begyndelsen på æraen for det Romerske Kejserrige og afslutningen på den Romerske Republik.

Cæsar var ligeledes en velrenommeret forfatter og historiker. Meget af hans liv er kendt fra hans egne beretninger om hans militære kampagner. Moderne historikere betvivler dog i dag objektiviteten og korrektheden af Cæsars egne værker, og anser dem i stedet som et stykke klogt propaganda. Gilliver kalder ligeledes Cæsar en "spin-doktor" og bemærker yderligere, at han indså vigtigheden af at opbygge en fortælling, som kunne sælges i Rom.|name=CæsarForfatter}} Andre samtidige kilder, der omhandler Cæsars liv, omfatter bl.a. Ciceros breve og taler samt de historiske skrifter af Sallust. Senere biografier om Cæsar af Sveton og Plutarch er også centrale historiske kilder. Cæsar betragtes af mange historikere som en af de største militære ledere i historien. Hans ''cognomen'' (Cæsar) blev efterfølgende anvendt som et synonym for "Kejser"; titlen "''Cæsar''" blev således anvendt under hele den romerske kejserperiode, hvilket afstedkom, at de efterfølgende anvendte termer "Kejser" (tysk: "Kaiser") og "Tsar" direkte var afledt fra (den klassiske latinske udtale af) titlen og navnet "Cæsar". Cæsar har ligeledes hyppigt optrådt i diverse litterære og kunstneriske værker, f.eks. Dantes ''Guddommelige Komedie'' og Shakespeares tragedie ''Julius Cæsar''. Fra Wikipedia